UDSTILLING 2014

Kunstudstillingen  "Barnets stemme – Mælkebøttebørn – Kunst og livskraft” er en vandreudstilling. Udstillingen kan tilrettes og bruges i forbindelse med godgørende arrangementer.

Udstillingen består af 4 installationer, med 4 store Malerier på 1.00 x 4.00 meter og 4 skulpturer med høretelefoner.  Installationerne vil stå i et "mælkebøttelandskab" som gæsten bliver en del af og forlader med sanserne vakt. På hvert maleri er barnet skildret i en situation som hos gæsten skaber erindring og genkendelse. Når gæsten tager hovedtelefoner på høres en stemme der taler til barnet. Kontakten er skabt...

Lene Juhler: ”Vi ved fra internationale forskningsprojekter, at tidlig kunstnerisk stimulering af børn har en betydelig personlig, faglig og samfundsmæssig effekt. Kunsten kan præge børns udvikling og styrke deres identitet. Et barn der har det svært følelsesmæssigt, socialt og læringsmæssigt, har et særligt behov for at opleve den mangfoldighed i udtryk og sanselighed, som kunst og kultur rummer. Billedkunst kan give børn og unge mulighed for at opnå erfaringer og erkendelser, som det er svært at få på andre måder. Det kan være eksistentielle spørgsmål som identitet, køn, døden og at der er noget, der er større end os selv. Kunsten viser børn med udfordringer, at de ikke er alene, og der findes et fællesskab, hvor sociale forskelle ikke har den sædvanlige betydning".

Sanne Juhler Hansen:" Vi ved fra forskningen om børns resiliens (modstandskraft), at nogle børn der har haft en barsk opvækst med omsorgssvigt og traumatiske oplevelser, klarer sig bedre end andre. Et anerkendt begreb på disse børn er ”mælkebøttebørn” (Cronström – Beskov 1996). En beskyttende faktor hos barnet kan være særlige kreative og kunstneriske evner. Disse børn har i særlig grad behov for at udfolde sig kreativt. Mødet med kunsten kan styrke barnets følelsesmæssige, kognitive og sociale kompetencer".

Vandreudstillingen ”Barnets stemme – mælkebøttebørn- kunst og livskraft” har været vist i forskellige sammenhænge. Eks. ved det store arrangement ” Århus hjælper”. Og på gallerier landet over.

Sanne Juhler Hansen kan kontaktes, hvis nogen ønsker et samarbejde med BARNETS STEMME om, at udstillingen indgår i arrangementer der støtter udsatte børn. Herunder initiativer, hvor man formidler viden og forskning.

Sanne 21322616